Flemming Hvidberg Madsen er markedschef og sælger hos DS Elcobyg, men han sælger ikke for enhver pris, han vil gerne være en troværdig rådgiver, der også anskuer et projekt med bæredygtige briller, og giver kunderne en ærlig anbefaling i forhold til at bygge ansvarligt.

Flemming er en del af DS Gruppens tværfaglige bærdygtighedsgruppe og sidder desuden med ved bordet hos ”Bæredygtig Beton Initiativ” under branchefælleskabet Dansk Beton.

Flemmings hjerte banker for bære¬dygtigt byggeri, og han gør sit til at påvirke den drejning, branchen har taget med overforbrug af ressourcer. I den ånd, sender han et KÆMPE LIKE til Anette Storm, for at sætte fokus på denne vigtige debat (se artikel på foregående sider).

Såd’n var det ikke i 90’erne

Man inspireres til at bruge titlen på en gammel revyvise – ”Såd’n var det ikke i 90’erne”, når man hører Flemmings fortælling...
Da Flemming, som færdiguddannet ingeniør i 1996, skulle beregne et betondæk til et etagebyggeri, var normen 18 cm, hvor man i dag er pålagt en tykkelse på 22 cm. Og, her understreger Flemming, at bygningerne fra 90’erne altså holder endnu. Han fortæller, at der i dag er meget højere krav til robustheden, man binder konstruktionerne mere sammen, øger mængden af armering, rør og vægskruer, hvilket resulterer i et langt større materialeforbrug, som i følge Flemming ikke giver mening.

”Jeg kan godt provokere lidt med at sige, at det ikke er fordi, de 18 cm ikke kan holde længere. Tager man eksempelvis hele Aarhus by, så burde den ikke stå ”oprejst” – den ville simpelthen ikke kunne godkendes efter de nye normer. Og, så er det, jeg siger; det kan jo ikke passe – i dag har vi programmer, der kan regne lige til grænsen, og så fortæller de nye normer, at det jeg regnede for nogle år siden, ikke kan holde i dag – det er jo ikke fordi vi er blevet tykkere, eller fordi vi regner med en anden vindlast. Nej, det er fordi vi sætter sikkerhed, på sikkerhed, på sikkerhed”, forklarer Flemming – og han fortsætter:

”I dag skal vi f.eks. tage højde for trinlyd gennem etagerne og egen frekvens. Vi har altså påført ekstra ”luksuskvaliteter” i byggeriet, så man ikke kan høre sin overbo eller mærke et gulv, der vipper, hvis man hopper op og ned. Tja, det kan være ubekvemt, men vil vi betale ekstra på CO2-regnskabet? Jeg kan sige, med hånden på hjertet, at det ikke er nødvendigt for holdbarheden på bygningen, så er dét virkelig dét værd?... Det er jo heller ikke ekstraudstyret, der får en bil til at køre”, spøger Flemming.

28-døgns-reglen

”I dag producerer vi beton med højere betonstyrke, end det er nødvendigt – bl.a. grundet 28-døgns-reglen. Efter 28 modenhedsdøgn skal vi deklarere, at betonen når 95% af sin styrke”.
Og, her tegner Flemming et tydeligt billede for lægfolk:

”Hvis man skal bage et brød, der skal være færdigt i dag, så skal man bruge væsentligt mere gær, end hvis man laver et langtidshævet brød – det samme gælder beton, jo længere tid det ”hæver”, jo højere bliver styrken, så hvis man gik bort fra de 28 døgn, ville man kunne bruge væsentligt mindre cement (= gær) uden tab af kvalitet i slutproduktet. Et nystøbt betonelement skal reelt kun have styrken til at kunne trækkes ud af formen, herefter går der jo lang tid inden styrken ibrugtages. Skulle man f.eks. deklarere efter 50 døgn, kunne cementforbruget minimeres”.

”Når jeg sidder og regner et projekt, så vil jeg vove den påstand, at jeg, uden at gå på kompromis med den reelle sikkerhed, kan reducere materialeforbruget med en tredjedel. Det er dog en forudsætning, at man er villig til at ændre normen, herunder konsekvensklasser, og at man vil gå på kompromis med anvendelsesgrænsetilstanden”.

Det er Galimatias

”De nye normer tilsiger også, at vi skal beregne og dokumentere med en påkørselslast. Vi skal altså tage højde for, at en lastbil kommer tonsende direkte ind i en bygning, og her skal dimen¬sionerne holde mod sammenstyrtning. Selvom, det måske forekommer – One in a million – skal vi beregne vægge med denne faktor. Vil vi betale så meget CO2 for det? Skal vi i virkeligheden ikke holde risikoen for en kolliderende lastbil, og risikoen for at vi går ”klimakonkurs” op mod hinanden. Hvad er der størst sandsynlighed for? Og, hvis klimaforandringerne suser over land, så er der intet, der holder alligevel!”.

Fejl40

Flemming påpeger, at selv med alle overdimensioneringsfaktorerne vil der stadig opstå fejl – det kan f.eks. være en murer, der har glemt at fastholde en gavl eller en konstruktionsfejl på byggepladsen – bygningen ville alligevel brase sammen, uanset hvor mange materialer vi fylder i et byggeri.

”Oktoberstormen, som vi netop har oplevet, kom fra øst med en styrke på 26 m/s, normen påbyder at bygninger skal kunne holde til 24 m/s, dertil skal man tænke på, at vindlast normalt beregnes ud fra vestenvind. Mig bekendt, er der er ikke en eneste bygning, der er blæst ned – der er måske nogle gavle eller tagsten, der er beskadiget, men det grunder i udførelsesfejl, og den type Fejl40 vil stadig opstå”.

Brand er mest farlig i Danmark

Når, man taler med Flemming, kan man virkelig mærke, at han brænder for sagen – han kan blive ved med at nævne eksempler på overforbruget af materialer.

”Det er godt med sikkerhed, men vi går med livrem og seler i Danmark – hvis man f.eks. tager en brand i Danmark og en brand i Tyskland, så er branden åbenbart ”farligere” i Danmark – hvis man ser på de krav, vi stiller her i landet. Hvis man f.eks. skal bygge et parkeringshus i Danmark, skal man bruge flere materialer, end man skal til samme konstruk¬tion i Tyskland”.

”Der er lempeligere regler i vores nabolande, f.eks. har Jonas Bang Eriksen fra DS Flexhals parkeringsafdeling været med til at lave beregninger, som viser, at der på de bærende dele benyttes ca. 25% mere stål på et parkeringshus i Danmark end Tyskland – igen stiller man sig selv spørgsmålet ”WHY” – det giver da ingen mening, og i Sverige kan warehouses op til 50.000 m2 bygges uden brandsektioner – i Danmark må bygningen maksimal være 10.000 m2 – WHY?”.

”Min konklusion er bare, at man forøger armeringerne, man forøger tykkelserne og overforbruger materialerne og det er jo ikke sådan, at bygherre får en bedre bygning – det bliver bare dyrere, og det koster mere CO2”.

Flemming nævner et eksempel på to sammenlignelige sager i Kolding, den ene opført af DS Elcobyg, den anden af en konkurrent. Bygningerne var stort set identiske, men opført under henholdsvis de gamle og de nye normer. Prisforskellen på de to byggerier var næsten en million kroner.

”Man kan tage nogle gamle sager og tænke; ”hov, kunne det lade sig gøre?”. Da vi f.eks. skulle renovere vores gamle læsseplads, havde de eksisterende vægge blot nogle tynde armeringsstænger – da vi skulle regne projektet igen, var det helt vanvittigt, hvad der skulle i, for at den kunne ¬eftervises”.

”Jeg er bekymret!”

Med fare for at gentage mig selv, så bruger vi flere og flere råmaterialer på vores bygninger, men hånden på hjertet, hvis du vidste at materialerne bliver tykkere og tykkere fordi en overbo skal kunne gå, uden at du kan høre det, er du så villig til at øge materialeforbruget med ca. 25% – er det virkelig det værd? Hvis, vi går bare 5 år tilbage, så kunne jeg som salgschef tænke, at jeg kunne putte mere mel i og dermed tjene flere penge, men i dag får jeg dårlig smag i munden. Hos DS Elcobyg har vi f.eks. fået netsvejser, vi har stort set ingen spild, og vi har optimeret produktionen – men vores indsats går op i ”hat og briller” på overdimensionering i form af ekstra armering, som ikke er nødvendig. Det er dét, jeg gerne vil have frem i debatten. Nu er ”nok” nok, vi skal være mere ansvarlige, kom nu ind i kampen! Vi skal bruger vores ressourcer korrekt”.

”Livrem og seler” vs. ”håndjern”?

”Der er en tendens til offentlig udskældning af de ansvarlige statikere, der klandres for at gå med livrem og seler med overforbrug af ressourcer til følge. Som fagmand og bygherre, kan man tænke, at ”det tør jeg godt at stå inde for”, men man kan spørge sig selv, om man selv vil gå i ”spjældet” for at godkende noget, der fagligt set godt kan holde, men som er i strid med gældende regler? Hold nu op med at svine statikerne til – de holdes jo personligt ansvarlige for at godkende et byggeri, der ikke overholder normen. Jeg har stor respekt for ”etaten”, det er ikke fra den kant, der skal komme ændringer. Vi skal i branchen stå sammen og tage et fælles ansvar. Norm-/SBI-udvalgene bør også have det bæredygtige aspekt ind, når nye krav indføres. Husk på, at de certificerede organer blot skal sikre, at normerne bliver overholdt. Men, jeg er glad for, at temaet er kommet på agendaen, kun via debat og belysning af problemet kan vi italesætte behovet for bæredygtigt byggeri fremfor designmæssige ekstraforbrug af ressourcerne”, siger Flemming.

Fremtiden er farlig

”Hvis, vi forestiller os, at DS Elcobyg opfandt et nyt og mere bæredygtigt produkt, så er det nærmest umuligt at afsætte, fordi ingen rådgivende ingeniører ville turde at tage ansvar for at bruge det uden dokumentation”.

”Jeg mener, vi skal etablere en fond, der kan bidrag økonomisk til erstatningssager, hvis man har udviklet et nyt produkt, som nødvendigvis må afprøves i virkeligheden. Det skal selvfølgelig være udvikling i god tro og ikke med onde hensigter. Lige nu er der jo meget snak om genbrug af beton, men det er der ikke rigtig nogen, der tør tage ansvar for, fordi det nærmest er umuligt at adskille igen. I dag knuses og genbruges beton til veje, men kunne man nu genbruge det til nye konstruktioner, ville levetiden forlænges yderligere”.

Flemmings ”sang”

Flemming ”synger”, det bedste han har lært for at påvirke til handling.

”Det kan godt være, at jeg overdriver en anelse for at fremme forståelsen, men stop op et øjeblik, ring 112 eller få en voksen til stede... Vi skal bruge den sunde fornuft – det vi gjorde i 90’erne, holder stadigvæk! Om 15 til 20 år har vi nok ikke ret meget sand tilbage i Danmark – i dag bruger vi, de materialer vi har, og vi bruger det forkert. Det er jeg en del af, og jeg bliver ked af, at vi bruger ressourcerne forkert. Jeg er ked af, at vi misbruger vores materialer – før i tiden troede vi, at vores ressourcer var uforgængelige, nu kan vi bare se, at vi ikke kan blive ved – vi skal væk fra den tankegang. Vi skal bruge vores sunde fornuft – spørge os selv, om det giver mening. Et godt spørgsmål er: ”Hvad gjorde jeg for 20 år siden, og hvorfor gør jeg sådan her i dag? Der er bare kommet flere og flere ting på, som ikke er nødvendigt”, konstaterer Flemming.

”Vi skal tænke på, at jorden har eksisteret i milliarder af år, og at det er inden for de sidste 250 år, at vi har ødelagt den – det er fanme’ ikke fair! Vi skal tænke cirkulært – det vi forbruger, skal vi reetablerer. Det er en sag, vi skal kæmpe for!”, slutter Flemming Hvidberg Madsen.

Såd’n var det ikke i 90’erne

Og, nu tilbage til revyvisen, som godt nok refererer til 1890’erne – her lyder første verselinje sjovt nok: ”Moderne dages ungdom er fyldt med pjank og fjas, det burde vær’ moderne nu at være gammelda’s”...

Uden i øvrigt at antyde, at Flemming fornægter fremskridt og innovation, så synes det, i denne sammenhæng, at udtrykke Flemmings holdning til, at byggebranchen – i bæredygtighedens tegn – burde træde et skridt tilbage og undgå ”nymodens” overforbrug af ressourcer.